eIDAS-forordningen artikel 5c

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-28 tier 2 Forordning (EU) 910/2014, konsolideret tekst pr. 18.10.2024, CELEX 02014R0910-20241018

Certificering af europæiske digitale identitetstegnebøger

stk. 1 Overensstemmelsen af europæiske digitale identitetstegnebøger og den elektroniske identifikationsordning, i henhold til hvilken de leveres, med kravene i artikel 5a, stk. 4, 5 og 8, med kravet om logisk adskillelse i artikel 5a, stk. 14, og, hvor det er relevant, med de standarder og tekniske specifikationer, der er omhandlet i artikel 5a, stk. 24, certificeres af overensstemmelsesvurderingsorganer, der er udpeget af medlemsstaterne.

stk. 2 Certificering af europæiske digitale identitetstegnebøgers overensstemmelse med de i denne artikels stk. 1, omhandlede krav, eller dele deraf, som er relevante for cybersikkerhed, foretages i overensstemmelse med europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger, der er vedtaget i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/881 ( 4 ), og som der henvises til i de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i denne artikels stk. 6.

stk. 3 For krav, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, der ikke er relevante for cybersikkerhed, og for krav, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, der er relevante for cybersikkerhed, i det omfang cybersikkerhedscertificeringsordninger som omhandlet i denne artikels stk. 2 ikke eller kun delvist dækker disse cybersikkerhedskrav, også for disse krav opretter medlemsstaterne nationale certificeringsordninger i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i denne artikels stk. 6. Medlemsstaterne fremsender deres udkast til nationale certificeringsordninger til den europæiske samarbejdsgruppe for digital identitet, der nedsættes i henhold til artikel 46e, stk. 1 (»samarbejdsgruppen«). Samarbejdsgruppen kan afgive udtalelser og udstede henstillinger.

stk. 4 Certificering i medfør af stk. 1 er gyldig i op til fem år, forudsat at der foretages en sårbarhedsvurdering hvert andet år. Hvis der konstateres en sårbarhed, og den ikke afhjælpes på en rettidig måde, annulleres certificeringen.

stk. 5 Overholdelse af kravene fastsat i denne forordnings artikel 5a for så vidt angår aktiviteter vedrørende behandling af personoplysninger kan certificeres i medfør af forordning (EU) 2016/679.

stk. 6 Senest den 21. november 2024 fastsætter Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter en liste over referencestandarder og fastsætter, hvor det er nødvendigt, specifikationer og procedurer for den i denne artikels stk. 1, 2 og 3 omhandlede certificering af den europæiske digitale identitetstegnebog. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 48, stk. 2.

stk. 7 Medlemsstaterne meddeler Kommissionen navn og adresse på de i stk. 1 omhandlede overensstemmelsesvurderingsorganer. Kommissionen stiller disse oplysninger til rådighed for alle medlemsstaterne.

stk. 8 Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 47, der fastsætter de særlige kriterier, som de i denne artikels stk. 1 omhandlede overensstemmelsesvurderingsorganer skal opfylde.

Questions about eIDAS-forordningen artikel 5c? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.