eIDAS-forordningen artikel 27

Dansk sprogudgave pr. 2026-10-06 tier 2 Forordning (EU) 910/2014, CELEX 32014R0910

Elektroniske signaturer i offentlige tjenester

stk. 1 Kræver en medlemsstat en avanceret elektronisk signatur for at anvende en onlinetjeneste, der udbydes af eller på vegne af en offentlig myndighed, skal den pågældende medlemsstat anerkende avancerede elektroniske signaturer, avancerede elektroniske signaturer, som er baseret på et kvalificeret certifikat for elektroniske signaturer, og kvalificerede elektroniske signaturer som minimum i de formater eller ved anvendelse af de metoder, der er defineret i de i stk. 5 omhandlede gennemførelsesretsakter.

stk. 2 Kræver en medlemsstat en avanceret elektronisk signatur, som er baseret på et kvalificeret certifikat, for at anvende en onlinetjeneste, der udbydes af eller på vegne af en offentlig myndighed, skal den pågældende medlemsstat anerkende avancerede elektroniske signaturer, som er baseret på et kvalificeret certifikat, og kvalificerede elektroniske signaturer som minimum i de formater eller ved anvendelse af de metoder, der er defineret i de i stk. 5 omhandlede gennemførelsesretsakter.

stk. 3 I forbindelse med grænseoverskridende anvendelse af en onlinetjeneste, der udbydes af en offentlig myndighed, må medlemsstaterne ikke kræve en elektronisk signatur med et højere sikkerhedsniveau end det, der er forbundet med den kvalificerede elektroniske signatur.

stk. 4 Kommissionen kan ved hjælp af gennemførelsesretsakter opstille referencenumre på standarder for avancerede elektroniske signaturer. En avanceret elektronisk signatur, der opfylder disse standarder, formodes at overholde de krav til elektroniske signaturer, der er fastlagt i denne artikels stk. 1 og 2, og i artikel 26. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 48, stk. 2.

stk. 5 Senest den 18. september 2015 og under hensyn til eksisterende praksis, standarder og EU-retsakter definerer Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter referenceformater for avancerede elektroniske signaturer eller referencemetoder, når der anvendes alternative formater. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 48, stk. 2.

Questions about eIDAS-forordningen artikel 27? Ask — answers come only from the text, with every claim marked.